Menu

KRFK vinder fortjent 2-1 over OKS

image
04. juni 2025 kl. 22:17
Vobbe dobbelt målscorer og Thor i topform!

Solen skinnede over Krogsbølle Stadion, hvor en flot fremmødt skare af orange fans skabte en fantastisk ramme om dagens vigtige opgør i GF Fyns Serien. KRFK leverede en stærk præstation og kunne efter 90 intense minutter trække sig sejrrigt ud af kampen med en fortjent 2-1-sejr over gæsterne fra OKS.

Kampen startede i højt tempo, og det var tydeligt, at de orange drenge var tændte fra første fløjt. Holdet spillede disciplineret, holdt deres aftaler og pressede højt – noget der kastede flere store chancer af sig. Alligevel skulle der en skarp Malthe Vobbe til, før bolden fandt vej til netmaskerne. Med to flotte og kampafgørende mål viste Vobbe både kølighed og målnæse, og blev fuldt fortjent kåret til kampens spiller.

OKS kom dog med et stærkt hold og skabte også flere farlige chancer. Men gang på gang stod KRFK-keeper Thor i vejen med store redninger og en koncentreret indsats, der holdt KRFK foran på måltavlen.

Sejren var både vigtig og fortjent og bringer KRFK tættere på at sikre sig væk fra bundplaceringerne i rækken. En kollektiv indsats, hvor alle bød ind, og hvor viljen til at kæmpe for hinanden var tydelig hele vejen igennem.

Tak til alle de orange fans, som igen i dag skabte en stærk hjemmebanestemning og bar drengene frem til tre dejlige point!

⚽ Næste opgave:

Andensidste kamp i sæsonen venter søndag d. 15/6 kl. 11:00, hvor KRFK gæster rækkens tophold i Morud. Der bliver brug for al den opbakning, vi kan mønstre – så sæt kryds i kalenderen og tag med ud og støt de orange helte!

#ForzaKRFK 🧡


Luk