KRFK nederlag på hjemmebane trods jævnbyrdigt opgør 🧡
KRFK måtte søndag se sig slået med 0-3 på hjemmebane mod B1913 i Krogsbølle – men resultatet snyder i forhold til kampens reelle forløb.
På et velbesøgt stadion, hvor de mange fremmødte endnu engang skabte en stærk ramme om kampen 🟠, kom KRFK ellers en smule usikkert fra start. De orangeklædte spillere arbejdede sig dog hurtigt ind i opgøret og satte sig i perioder tungt på spillet.
Allerede i første halvleg havde KRFK en stor mulighed for at bringe sig foran, men et straffespark blev brændt, og kort efter fulgte endnu en oplagt chance, som heller ikke blev omsat. Manglende skarphed blev afgørende, for i stedet slog B1913 til. Efter et udspark, der landede centralt på egen banehalvdel, udnyttede gæsterne situationen effektivt og bragte sig foran 0-1.
Efter pausen fortsatte kampbilledet med KRFK som det mest spillende hold. Med en trup bestående af både unge kræfter og rutinerede spillere viste de orange tydeligt, at de står sammen som hold og arbejder hårdt for hinanden – uanset kampens udvikling. Bolden cirkulerede godt i perioder, men den sidste skarphed manglede fortsat.
I det 80. minut blev kampen reelt afgjort, da B1913 fik tilkendt et straffespark, som blev omsat til 0-2. En kendelse der virkede marginal, men som fik stor betydning for kampens udfald. Kort før tid cementerede gæsterne sejren med en flot afslutning udefra feltet til 0-3.
Trods nederlaget leverede KRFK en indsats, der vidner om kvalitet og vilje. Kampens forløb pegede i lange perioder på, at de orange sagtens kunne have fået point med fra opgøret, men effektiviteten i felterne blev udslagsgivende mod et tophold, der udnyttede sine muligheder.
Kampens spiller for KRFK blev Emil Vitus Praëm, som leverede en stærk præstation og gik forrest gennem hele kampen 🟠
En stor tak skal lyde til de mange tilskuere, som bakkede op om holdet og klubben – opbakningen er en vigtig del af fællesskabet, og den orange bølge er konstant i bevægelse 🟠
Næste opgave for KRFK er søndag den 26. april kl. 11:00, hvor holdet gæster Fjordager i en kamp, der kan få stor betydning i forhold til at sikre fortsat ophold i GF Fyn Serien efter sommerferien. For der skal point ind på kontoen her de næste par kampe.
K.R.F.K – Én klub, ét fællesskab.