Kampreferat: Morud – KRFK 2-0

Torsdag aften gæstede KRFK Morud på kunststofbanen i Morud. Det blev en kamp, hvor de orange aldrig for alvor fandt rytmen, og hjemmeholdet trak sig sejrrigt ud med en 2-0 sejr.
Om det var underlaget, som holdet ikke er vant til, eller varmen, der satte sig i benene, kan man kun gisne om, men spillet kom aldrig helt i gang. For mange boldtab og unødvendige gule kort kostede dyrt på kræfterne, og selvom KRFK kæmpede flot, lykkedes det ikke at få udbytte af indsatsen.
I målet fik KRFK debut af Elie Hage, da førstevalg Thor døjer med en overbelastning i knæet. Elie greb chancen på fornem vis og leverede flere stærke redninger, der holdt KRFK inde i kampen. Den præstation blev også bemærket af holdkammeraterne, som efter kampen kårede ham til Kampens Spiller.
Næste udfordring venter allerede på næste fredag, hvor KRFK tager imod Næsby hjemme i Roerslev. Her jagter holdet de første point efter sommerferien og opbakningen fra tribunen kan blive helt afgørende.
👉 Giv holdet og især Elie, et stort like for indsatsen!